Solen skinner på Rold Skov Golfklub

En del af den nye strategi er en mere åben kommunikation – også fra bestyrelsen, så her er en opdatering maj 2025. 

Vi er nu de første 4 måneder inde i sæsonen. Den normalt mest stille 4 måneders periode på året. Vi har haft en god start på året med et aktivitetsniveau væsentligt højere end i 2024. Der er blevet spillet langt flere runder. Vi har haft 645 green fee gæster (234 i 2024). Den øgede aktivitet på banen har også givet øget aktivitet i både Cafe19 og Medlemshoppen. Banen har stået rigtig flot fra sæsonstart og får ros fra både medlemmer og gæster. Sammen med det gode vejr har det været årsagerne til den øgede aktivitet. 

Det store fokusområde på nye medlemmer er kommet godt fra start med tiltrækning og opstart af 70 begyndere på begynderholdene i april og yderligere 40 tilmeldte til opstart i maj. Fokus er nu på at give disse nye potentielle golfere en god oplevelse, så de får lyst til at blive medlemmer og kan finde ligeså stor glæde ved golfen som alle os andre. Her kan vi alle hjælpe til. En særlig tak skal lyde til de ca. 30 frivillige, der hver uge hjælper til. Uden jer kunne det ikke lade sig gøre at integrere så mange nye golfspillere i klubben. Til alle jer nye medlemmer skal lyde et stort velkommen til Rold Skov Golfklub. Vi glæder os til at møde jer på banen og i klubben. 

Det er ikke kun på begynderområdet, at vi har oplevet en stigning i frivillige. Det er generelt på tværs af alle områder, at frivilligheden vokser og folk har lyst til at yde en ekstra indsats for klubben. Det er dejligt at se kammeratskabet trives også uden for golfbanen. 

Den øgede aktivitet og gode start på året kunne dog ikke lade sig gøre uden vores fantastiske ansatte. Der ydes hver dag en stor indsats for at udvikle klubben til glæde for os medlemmer. 

Fra bestyrelsen synes vi bestemt, at vi er på rette vej og vi håber på at kunne fortsætte udviklingen i de kommende store golfmåneder – solen skinner lige nu på Rold Skov Golfklub. 

Mvh

Bestyrelsen